Af Poul Elmerkjær 

Fra Stafetten: Knabstruppernyt 151, september 2007 – 36 årgang 

På opfordring fra Marianne Meldgård Sørensen er jeg blevet overtalt til at skrive et bidrag til bladet. Jeg er i den forunderlige situation at jeg efterhånden har drevet avl og været tilknyttet Knabstrupperforeningen i mere end et kvart århundrede. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at foretage et tilbageblik over min tid som knabstrupperavler.

Min interesse for Knabstruppere startede da min far for mange år siden anskaffede en Knabstrupperhoppe (Molly) fra Lars Peter Andersen i Vester Skerninge. Hoppen var en kraftig lavstammet hoppe, hvorom det bedste man kunne sige, var at den var helplettet. 

Derefter købte jeg en hoppe i Hjørring, Senorita KNN 1032, hun havde en fortid hos Helga Krogsgård, hvor hun havde avlet hingsten Drumsøn efter Drumhead xx. På disse to hopper startede jeg som avler. Som udgangspunkt gik jeg ud fra at drev jeg renavl, ville jeg få masser af pletter. Heri tog jeg fejl, de fleste af føllene blev ensfarvede og hvad værre var, at de af eksteriør var middelmådige og vanskelige at sælge. 

Jeg begyndte at indse at renavl ikke førte til de ønskede resultater. Samtidig studerede jeg avlens historie og fandt ud af at Knabstrupperen altid havde været en krydsningsvariant der støttede sig op af andre hesteracer. 

På Knabstrupgaard brugte de egne ensfarvede og blod fra Løvenborghestene. Senere blev der benyttet Frederiksborg blod og endelig bar avlens stade i 1970’erne præg af at avlen havde overlevet på små landbrug, hvor den var blevet indkrydset med den foretrukne hestetype på mindre landbrug, nemlig småheste af Islændere, Fjordheste, russere mv. Dette er forklaringen på de i dag stadig mange dyr af middel størrelse med sluttet og rund kropsform samt kort bevægelse.

Det er min opfattelse at de i dag højt besungne ”barokheste” intet har at gøre med de stolte heste på det gamle Frederiksborgstutteri, men at de er direkte efterkommere efter husmændenes små og nøjsomme arbejdsheste.

Med denne erkendelse begyndte der at danne sig en avlsstrategi baseret på indkrydsning med ridehestegener for at skabe en moderne Knabstrupper af ridetype. Princippet var at også de ensfarvede skulle være af en kvalitet så de kunne afsættes. Jeg var fuldt bevist om at massiv indkrydsning ville føre til flere ensfarvede føl. Konsekvensen heraf må derfor være at alle ensfarvede individer fjernes fra Avlen og afsættes som rideheste. For mig har kåring af ensfarvede knabstruppere været et blindt sidespor uden nogen værdi for avlen. 

Til dette formål startede jeg avlen op med følgende hopper: 

Arieta RDS 3627 købt hos C.E. Specht efter Anita RDS 110 far: Schwalbenfürst DH 219 (Trak.) (Arietas mor Anita RDS 110 blev som en af de første knabstruppere kåret i DSA i 1962) (red.)   Foto: Milo

Arieta i en alder af 27 år, med hendes sidste føl Artemis       Foto: Poul Elmerkjær

Senorita KNN 1032 far: Asferg Plet, farfar: Hugin KNN 13 mor: Blåhætte KNN 1027 Senorita (den lille) og Hermes 1 år 1983. (red)     Foto: Milo

Princippet var Trakenerhingste til de plettede hopper og plettet hingst til den sorte Trakenerhoppe.

Et par år efter blev der suppleret med en Hannoveranerhoppe Liana DH 1853 i et forsøg på at tilføre mere størrelse (det lykkedes). 

Denne linie førte i de næste år til følgende resultater:

9 hingsteføl på stribe der alle var plettede (det viser at det er svært at lave statistik også på hesteavl) 

Det lykkedes mig i en periode at producere en række hingste der opnåede kåring: 

Zorro KNN 86 (indkøbt som plag) e. Tarzan KNN 26 mor: Rositta (Ungarer/OX)

Hermes KNN 99 e. Senorita KNN1032, far: Herbststurm DH 245 (Trak)     foto: Poul Elmerkjær

.Til disse hingste er der nogle jeg gerne vil knytte nogle bemærkninger til.  

Zorro var en overgangshingst med den helplettede småhest Tarzan som far og med Maykop ox på morsiden, stangmål 155 cm. 

Hermes var med sine 168 cm og store bevægelser (18 cm mere end sin mor) virkeligt et ”lucy strike” et godt eksempel på krydsningsfrodighed. Han døde desværre tidligt af Taroksyge, men på de afkom han fik, sås det tydeligt at han generelt ikke formåede at nedarve sit eget eksteriør og størrelse. 

Føniks var Arieta´s første føl og opnåede at blive A-hest i dressur. 

Patrokles var en rigtig smart hingst, men desværre lidt for lille (160 cm). Han var dog særdeles velgående og opnåede at blive B-hest i dressur inden han i en alder af 6 år blev solgt til Tyskland. 

Apollon var da han kom frem manges drøm, helplettet stor og af ridetype. Han opnåede da også 24 point og guldmedalje på Landsskuet i Herning. For mig var han for meget præget af sin farfar Tarzan, Apollon var en stor flødebolle uden store dressurmæssige talenter. 

Hefaistos der er 17 år har jeg stadig i stalden. Han opnåede også at blive A-hest i dressur. Han har ikke været redet seriøst de sidste par år. 

Efter at avlen i en årrække har været holdt på et lavt niveau er vi nu igen påbegyndt et mere målbevidst avlsprogram. Målet er stadig dressur rideheste, men der er kommet øget fokus på at avle store, ædle heste med stor gang.

I 1981 blev jeg indvalgt i bestyrelsen, hvor jeg sad indtil 1995 og var i årene 1982 til 1986 formand for foreningen. Ligeledes sad jeg i en årrække i kåringskommissionen.

I den periode hvor jeg deltog i foreningsarbejdet befandt foreningen sig i en brydningstid. Landsforeningen var oprindeligt stiftet af en række ildsjæle primært med rødder i landbokulturen. Samtidig var en ny generation af avlere med et ønske om en ridetype på vej ind i foreningen.

Efter at have taget min tørn i bestyrelsen i en årrække måtte jeg erkende for mig selv at jeg ikke orkede al den ævl og kævl der var i foreningen dengang og for øvrigt stadig er. Derfor valgte jeg at træde ud af foreningsarbejdet og hellige mig mere givende aktiviteter. 

En slutbemærkning skal være at jeg med årene er blevet mere tolerant med hensyn til den avl der foregår med alternative avlsmål såsom barokheste mv. I den sidste ende er det markedet der bestemmer hvad der kan sælges, resten bliver før eller siden taget af slagteren og får dermed ingen væsentlig betydning for avlen. 

Stafetten gives videre til Niels Meinert Larsen der gennem mange år har været en seriøs og målbevidst avler med sans for avl af store heste af ridetype.

Fra Red: I 2002 kom der endelig en hoppe til kåring efter Arieta Nemlig Medea KNN 2075 født 1999 efter Heslegårds Camerlengo DH 437 Arieta var bedst til hingsteføl     Foto: Milo Lykke er at se hingstene ved dyrskuer og andre arrangementer < Føniks 1994 Roskilde Dyrskue Foto: Milo Thunder Boy og Føniks >  ved Dyrskuet i Roskilde 1994 Foto: Milo <Hefaistos 2007 Roskilde Dyrskue Foto: Milo Hefaistos>  store hestedag i Roskilde 2007   Foto: Knud Bonke